Torsdag, februar 23, 2012

Parkering på privat område

Privat parkering er parkering på privat område, hvor parkeringsfirmaer som eksempelvis Europark og Q-park er sat til at føre kontrol med området. Det skal fremgå af skiltningen ved indkørslen til området, at området er privat og hvilke regler der er gældende for parkering.

En del af de parkeringspladser, der findes i byerne bliver kontrolleret af private parkeringsfirmaer. Vil man benytte sig af parkeringspladsen, er det vigtigt at overholde de regler, der er gældende for området. Reglerne kan variere, så læs altid skiltningen grundigt. Skiltningen skal være tydelig og klart informere om parkeringsreglerne, og konsekvensen af at overtræde dem

Har man haft mulighed for at se skiltet og vælger at parkere, har man dermed også accepteret at overholde reglerne. Det afgørende er altså ikke, om man har set skiltet og forstået indholdet, men om man har haft en fornuftig chance for det. Hvis man overtræder områdets parkeringsregler vil det kunne udløse et kontrolgebyr eller en parkeringsafgift.

Hvis du får en parkeringsafgift
Betal straks, hvis parkeringsafgiften er berettiget. Det gælder også, hvis du har lånt bilen. Hvis parkeringsafgiften er uberettiget, så klag med det samme. Du stiller dig selv dårligt, hvis du bare lader stå til. Smid ikke din P-billet væk, den kan indgå som dokumentation. Vær opmærksom på, at det er parkeringsfirmaet, der skal bevise, at du har fejlparkeret – ikke dig, der skal bevise det modsatte.

Har du klaget over en parkeringsafgift, kan du, så længe du fastholder din klage, ikke blive pålagt rykkergebyrer eller truet med inkasso. Du skal dog kunne bevise, at du har fastholdt din klage. FDM anbefaler derfor, at klager til private parkeringsfirmaer sendes med fax, som anbefalet brev eller til den mailadresse, som parkeringsselskaberne oplyser på deres hjemmesider. Print om muligt en kopi afdin klage. Hvis parkeringsfirmaet afviser din klage med en nærmere begrundelse, skal du igen klage skriftligt, hvis du ikke kan acceptere begrundelsen. Ellers risikerer du at blive pålagt rykkergebyrer. Hvis din klage ikke indeholder nye oplysninger i forhold til din første klage, kan parkeringsfirmaet bede sin advokat om at udtage stævning mod dig, hvis det er varslet i det første svar, du modtog på din klage.

Udlån af bilen
Private firmaer kan ikke kræve at en privat bilejer skal hæfte for parkeringsafgifter, som skyldes en låners forkerte parkering. Færdselslovens hæftelsesregler er nemlig ikke gældende på privat område.

I forbindelse med en retssag kan du dog blive bedt om at bevise eller sandsynliggøre, at du ikke selv har kørt bilen. Hvis en dommer efter en konkret vurdering alligevel når frem til, at du selv har parkeret, kan du altså alligevel risikere at komme til at betale parkeringsafgiften.

Hvis du har lånt din bil ud til en anden, har fået en parkeringsafgift og kan dokumentere, at du ikke har parkeret bilen, bliver du som udgangspunkt nødt til at fortælle, hvem du har lånt bilen ud til. Parkeringsfirmaerne har nemlig fået medhold ved Landsretten i, at de, uden at der er anlagt en egentlig retssag, kan ”afhøre” bilejeren som vidne, om hvem der havde rådighed over bilen, hvis ikke det kunne være ejeren, der foretog parkeringen. Hvis parkeringsfirmaet derimod har anlagt retssag mod bilejeren, kan han som part i sagen ikke samtidig pålægges at afgive forklaring som vidne. Så skal parkeringsselskabet kunne bevise, at det var bilejeren der foretog parkeringen.

Hvis du har modtaget en parkeringsafgift for en parkering, du ikke selv har foretaget, og du mener at kunne dokumentere det, bør du meddele det skriftligt til parkeringsfirmaet og vedlægge eventuel dokumentation.

P-skiven
Parkerer man et sted, hvor en P-skive skal indstilles, kan man få en parkeringsafgift, hvis man glemmer det - uanset om man har parkeret kortere eller længere end hvad der der tilladt.

P-skiven skal indstilles på det udløbne kvarter, hvor du begynder parkeringen. En løs P-skive skal placeres inden for bilens forrude eller i forreste siderude, hvis den vender mod fortorvet, så man kan læse den udefra. Gennemsigtige skiver, der klæbes på forruden, skal være placeret nederst i højre hjørne.

 

Kategori: Råd og vejledning

Browser kapabilitet

Siden er kompatibel med de mest gængse browsere på markedet. Siden er optimeret til trykfølsomme skærme.